Dette brevet skrev altså Walsøe i 1864, 5 år før han døde. Hans Schjølberg ble som kjent gift med Walsøes enke, Hanna. Interessant at disse to tydeligvis var meget gode kamerater. Ellers er det jo morsomt å lese at disse to karene hadde en drøm om å utvinne malm på Kammen.

 Det mangler noen få ord som var vanskelig å tyde, men innholdet burde komme greit frem allikevel.

 
   
   
   
   
Den 8. november 1864  
   
Herr Hans Schjølberg  
   
Min hædersmand. Nu skal du sannelig ikke mangle brev. Dette er en intrædelsesfortale som du formodentlig med din tilsætning. Og det er ikke for tidligt, sandt min ven, det er ikke for tidlig, men så er det vel heller ikke for sent – hvad? En god ting kommer jo aldrig for sent når den blot træffer vedkommede i live – altså i når enden er god er alting godt. Da det nu altså er godt, og du er en mand som ikke vil klage over det som er godt, så er alt godt og da vilde det være uformetliga f mig at gjør flere ophævelser over at jeg ikke har skrevet før, hvilket laklig kunde føre dig på den tanke – og mig med at det (trods hva jeg ovenfor har bringt) i virkeligheten ikke var godt at jeg skriver først nu.

I den anledning skal jeg derfor legge deg på hjertet, min ven , at man skal dømme sin broder mildt, og det troer jeg med vished at du gjør. Du er ikke den eneste som savner brev fra mig. Jeg har ikke skrevet til nogen i 1 ½ år. Dette er ingen gyldig grunn vil du vel sige, og det er sandt, men det ligger dog noget deri som jeg må udtyde. Det var mange og vigtige som lagdes på hylden. Og det var verken fordi jeg ikke skjøttede om mine venner, eller fordi jeg ikke havde tid. Ak det var af en anden grund. Jeg havde overgivet mig til likegyldighed for mig selv, fortvilet over alt gikk galt, hvor godt det end syntes at være. Har du været fortvilet? Jeg håber at du ikke kjender den gnavende ørn, som dag og nat, silde og tidlig foruroliger en mand, som verden feilaktig og ugrunnet udsætter for foretagender som sildigere slægter beærer med ros, men med beklagelser over at armod, sygdom og fortvilelse har knækked spirens rod.

Jeg vilde have mig i verdens og mine venners øine før jeg trådte frem i lyset, jeg vilde ikke som en skamklud være til byrde for nogen og allerminst for dem hvem jeg skulde bringe got med min fremgang mot det måål hvis (….) har kostet mig skilling sindsro og mit gode navn. Det var for å vise verden at man har fordømt mig falskt og uhørt at jeg i stillhed har kjempet med flere gjenvordigheder enn jeg her kan oprægne, men dermed gikk også mit humør tilgrunde.

Kan du under disse omstændigheder finde det underlig at jeg ikke skrev, ikke kom hjem som den forlorne søn og stæmplet mig selv som en ussel stymper, der intet kan utrætte? Nei det gjør ikke min brave schjølberg der har vert mig en broder og min families forsørgende ven. Kan jeg end ikke med min takk for hva du så ufortrødent har arbeidet bringe deg den ringeste erstatning, derfor så håber jeg dog at du i min ærkjendelse om hvad jeg skylder. Dig vil finde en foredelig vens hjertelige tanker udtrygt og i så fald betænker du vist ikke at jeg på en hver måde vil søge at vise dig gjentjænester når der i fremtiden bliver meg mulig, og hvem vet vel hva den bringer i sitt skjød.
Det er sikkert at alle haver set vuggen, men ingen graven, wæl den som kan se tilbake som du og sige: jeg har knyttet mine venner til meg med bånd som aldrig brister. Jeg har i dem min familie.

Skulde jeg syg og sorgfuld tumle om, saa vede jeg hvor hen jeg kan legge mit hoved trygt til vile, det er hos min broder og søster på Kammen, hvis (….) jeg har båret på mine armer, wugget i søvn, plejet i sygdom og skaffet føde af min ringe fortjeneste. Nei min ven dette glemmes ikke let – Det glemmes ikke af mennesket og endu mindre af Gud. Hva man derom kan sige, det ønskede jeg helst at sige dig mundtlig.

I det kommer jeg hjem til jul, men inden den tid ønskede jeg meget at ærholde nogle smage (halvtommer) prøver på dig den malm som faldt ned i en sten fra kollen. Noget skal være kobberkis og noget svovelkis, samt en del blanke stjerner som jeg vilde have antaget for jernkis så fremt de nu (…..) , lad der kun følge lidt steen med (….) om det falder sig slik med brækningen. Restauratøren på Nidelven tager det vel hit i en åben æske. Dog sig ikke at det er fra kammen ( det er fundet av en find). Hvor stort stykke af stenen inneholder malm? Det er best at man straks tager skjærp derpå, da ellers en anden kan gjøre det. Synd at tabe det lige op i næsen. Jeg udferdiger en anmeldelse derom til lensmanden som skal læse den fra kirkebakken og ærklærer at ingen forud vi haver anmældt stedet til skjærping. Hvad jeg forresten vilde have fortalt dig, det vet min kone beskeed om, dog ikke om mine maskin-sager, som hun verken troer på eller vil høre noget om. Nu vel, lade den fugl flyve! Nok at jeg selv troer derpå. Nu skal da vel snart fanden tage fienden – i vinter må vi kjempe drabelig – han er en haard hals at knække lader det til.

Lev vel min ven. Har du tid så skriv med Nidelven til din ventende ven



J.Walsøe.